Baggrundshistorie 

Ai var meget udsultet og meget svag, på grund af blodtabet og alle de bank, hun havde fået dagen før. Men af en eller anden grund, så lykkedes det hende stadigvæk at være usynlig for alle. 
Hun fik haltet sig frem til Kings Cross station, men kunne ikke finde perron 9 ¾, som det stod beskrevet i brevet. Men da hun lænede sig op af en af murene på perronen på Kings Cross, faldt hun pludselig igennem, og landede på maven på den anden side. Hun gispede af smerte, men kom overraskende hurtigt op at stå igen. Hun var helt mundlam. Hvor var hun? Hun skyndte sig ind i toget, uden egentlig at ane, hvad der foregik, eller hvad hun skulle gøre. Der stod i brevet, at man skulle handle ind, men mon ikke, at hun kunne få noget hjælp til det på skolen? Hun sad i sin egen kupé i Hogwarts-Expressen, og brugte tiden på at ordne sig en anelse, så hun ikke lignede en ulykke, når hun ankom. Men ja, lettere sagt end gjort. Hun forblev tavs og alene hele turen til skolen. 
Hun blev placeret på kollegiet Ravenclaw, hvilket hun egentlig ikke synes gav mening, efter det, hun havde hørt de andre elever fortælle om menneskerne på det kollegium. Hun passede jo slet ikke ind der? Ikke, at hun klagede. Det var alt sammen nyt og spændende, og hun håbede bare på, at hun kunne blive accepteret her. 
Dog gik det dårligt for hende i skolen. Selv om magi var fascinerende, så havde hun ikke tålmodighed eller koncentration til det. Hun hørte ikke efter, og hun var fræk og næsvis overfor lærerne. Hun begyndte hurtigt at pjække, så hun slap for andre, og andre slap for hende. Hun var altid alene, når hun skulkede.

Men hurtigt lærte hun, at der var andre end hende selv, der var nogle pjækkerøve. Og hun begyndte langsomt at åbne sig mere op og tale med andre. Hun besluttede sig for at være glad og positiv, og dermed lukke negativitet, smerte og selvhad inde. Ingen skulle se det, de skulle kun se glade, smilende Ai. 
Det virkede. Hun blev rigtig gode venner med pigen Grazey, som var Ais første veninde – og bedste. Det begyndte også at gå op for Ai, at hun havde behandlet sig selv uretfærdigt – hun havde ret til at leve. Og sådan besluttede hun, at skabe sig et nyt og bedre liv. 
Hendes spisevaner kom i orden igen, og hun spiste sig glad og mæt (dog havde hun besvær med at tage på, så hun var altid en smule undervægtig – men kun meget lidt). Derudover, så prøvede hun at slå mareridtene hen og finde komfort i folk omkring hende. Og hendes afhængighed faldt lidt til ro. For en stund.