Baggrundshistorie 

Det var med tungt hjerte, at Ai forlod Japan igen, og tog tilbage til England. Hvis hun var kommet noget før, ville hun så havde kunnet set Jessica? Reddet hende, måske endda? Hun havde ikke lyst til at tænke for meget over det. I stedet fokuserede hun på den lille taske, hun havde købt, hvori alle de dyrebare ting, Jessica havde efterladt hende, lå i – samt brevet. 
Ai satte kursen mod Seventh Bell, men der var for langt til, at hun ville kunne nå det, inden det blev mørkt. Så hun besluttede at overnatte nede ved metroen, sammen med de andre hjemløse. Det havde hun alligevel gjort før. Hun krummede sig sammen i et hjørne og trak hættetrøjen godt om sig, hvorefter hun puttede med hovedet på tasken. 
Ai vågnede tideligt næste morgen, på grund af larmen. Hun var ikke specielt udhvilet, men lidt søvn var bedre end ingen, ikke? Hun satte sig op og strakte sig lidt. Hun havde ikke ret mange penge tilbage. Hun åbnede tasken og rodede lidt rundt. Tjo, der var nok til en bolle. Hun skulle lige til at rejse sig op, da hun pludselig fik øje, på en gammel bekendt. Josh. Hun gemte sig, og ventede med at rejse sig, til han var gået. Hun havde ikke lyst til at se ham lige nu. 
Hun gav sig til at gå, og nåede efter mange timer endelig sit gamle ”hjem”. Seventh Bell. De dårlige minder vældede frem, dog prøvede hun på det kraftigste at ignorere dem. De betød ikke noget mere, det var jo fortid. Ikke? Hun tog en dyb indånding og gik indenfor, i den faldefærdige og gamle bygning. Sært. Der var ikke nogen? Hun begyndte at kalde, men der var ikke nogen, der svarede. Hun brugte et par timer, med at gå rundt i det gamle hus. Det så mere dystert ud, end hun huskede det. Lukkede hun øjnene, kunne hun høre alle de andre børn le og se dem løbe rundt på gangene og lege. Men lige så snart hun åbnede dem igen, var der ingenting. Hun gik ud derfra og lukkede døren. Dette, var uden tvivl et afsluttet kapitel i hendes liv nu. 
Hun satte i stedet kursen mod kirkegården, for at… ja? Snakke? Se? Hun vidste ikke helt, hvad der dragede hende derhen, men et-eller-andet gjorde. Der var heldigvis ikke så langt, så inden længe stod hun foran kirkegården. Den var også gammel, og skiltet var falmet så meget, at man ikke længere, kunne se, hvad kirkegården hed. Ikke, at Ai behøvede det; Hun vidste godt, hvor hendes veninde lå begravet. Og det pissede hende af hver gang. Hun banede sig vej gennem alle de rige og ”betydelige” folks grave, og hele vejen ned i bunden, hvor alle gadebørn og vagabonder, og andre ”ubetydelige” borgere i samfundet, lå begravet. 
Hurtigt fandt hun Sashas grav. Den var fint markeret, syntes Ai. ”Sasha Hendrick.” Stod der øverst på stenen. Nedenunder var der en underoverskrift. En tilføjelse. ”An Angel on Earth” – og ude i siderne var der to hvide duer. Men ingen blomster var at se, på graven. Kun vissent ukrudt. Det sørgede Ai dog for; Hun rev alt det gamle ukrudt op, så graven igen var pæn, og lagde en buket hvide og røde roser på graven, til ære for hendes veninde. 
”Så, ser det pænt og flot ud igen.” sagde Ai tilfreds, og så på stenen. ”Undskyld, at det er så lang tid siden. Jeg… har været lidt optaget. Ser du, efter jeg blev adopteret, blev jeg optaget på en…” 
Ai så sig omkring, for at se, om der var nogen i nærheden. ”Magisk skole,” hviskede hun. 
”Og der har jeg været i rigtig lang tid, jeg har lært en masse og fået nye venner. Jeg har det rigtig godt der… men så ville jeg tilbage. Jeg skulle finde min storesøster, forstår du…” 
Ai begyndte at forklare og snakkede med stenen, og hun håbede sådan, at Sasha kunne høre hendes ord. 

Det var i øvrigt den 13. december. Ais fødselsdag. Da hun var færdig med at snakke, rejste hun sig op og begyndte at gå. Nu var hun officielt 14 år, men havde ikke nogen, at fejre det med. Hun satte kursen mod Kings Cross; Var hun heldig, så kunne hun nå at komme hjem til Hogwarts, inden midnat. På vejen derover, stoppede hun ved en kiosk, for at købe en lille kage til sig selv. Og da rendte hun igen ind i Josh. 
”Hvad laver du her?” spurgte han grinende. 
”Jeg fejrer min fødselsdag,” forklarede Ai og smilede.
”Alene?”
”Ja. Men det er okay.” 
”Nej, det er da ikke! Kom med mig, så fejrer vi den sammen.”
Ai vidste ikke, om Josh egentlig havde lagt planer… Men det blev en hyggelig aften. De tog på café og fik varm kakao – og kage selvfølgelig! 
”Jeg håber, at du har nydt dagen. Jeg må desværre hjem nu – kan du passe på dig selv?” Josh smilede. 
”Selvfølgelig. Tusind tak, fordi du har gjort min fødselsdag så dejlig.” 
”Man skal ikke fejre fødselsdage alene. Slet ikke, sådan en som dig. Du minder om min søster.” 
”Hvor er din søster nu?”
”Det ved jeg ikke. Men jeg håber, at hun er i god behold.” 
”Det håber jeg også. Tak igen.” 
Josh krammede hende farvel, og gav hende et kys på håret. På daværende tidspunkt, havde Ai stadigvæk ikke fundet ud af, at Joshua, som var hendes bror, og Josh, var samme person. 
Men i hvert fald: Josh tog hjem, til hvor han nu boede, og Ai… ja. Hun valgte, at tage til Kings Cross i morgen, og bare sove i nærmeste metro, så hun ikke skulle fryse alt for meget. Og det gjorde hun så…