Baggrundshistorie 

Lidt inden Ai fyldte 14, havde hun brug for at komme lidt væk fra skolen. Brug for en pause. Så hun tog med Hogwarts-Expressen hjem til England, og derfra til Japan, for at finde sin storesøster, Jessica. 
Hurtigt besluttede Ai, at tage på politistationen, hvor hun fik oplysninger om en pige ved navn: ”Jessica Yoru Granger”, samt en adresse. Der stod, at hun boede sammen med en mand? Ai takkede manden på politistationen, som virkede bekendt…? 
Ai fandt frem til adressen og bankede på døren. Efter et par håbløse forsøg, kom en mand frem, som åbenbart var ham, der boede sammen med Jessica. Manden gik amok, og gav sig til at råbe, hvorefter han slog ud efter Ai. Ai snublede bagud i et forsøg på at undvige, og hun faldt til jorden, men rejste sig hurtigt igen, for at løbe. Dog kom hun ikke langt, før manden greb hende overarm, hev hende tilbage, og knaldede hendes hoved hårdt ind i muren på det lille hus. Ai faldt nåede tidsnok at se manden flygte, inden hun sank sammen op af muren og gled ned i bevidstløshed. 
Hun vågnede den følgende morgen ude i sneen, uden at ane, hvor hun egentlig var. Rent instinktivt gik hun indenfor i huset. Det så ud som om, der ikke havde boet nogen i flere måneder. Scenariet fra dagen før genspillede i hendes hoved, og mindede hende om, at nogen havde boet her. Eller i hvert fald snuset omkring her. Hun gik lidt rundt i huset. Husets aura fortalte hende, at der var et eller andet i huset, som hun skulle finde; Og hun fik ret.
Hendes blik faldt på en babylyserød konvolut, der lå gemt mellem en masse, mørke bøger. Hun tog konvolutten. ”Til Ai, fra Jess” stod der med svungen håndskrift på konvolutten. Ais hjerte bankede hurtigt, og hun åbnede konvolutten med dirrende fingre. Hun begyndte forsigtigt at læse teksten i brevet:

”Kære Ai – min elskede lillesøster. Hvis du en dag finder det her brev, er det nok fordi jeg er død, og ikke selv har været i stand til at kunne fortælle dig det. Hvilket jeg er ked af. Jeg ved, at det har været hårdt at være dig. Og jeg ved, at der er meget, du har været igennem. Men lige meget hvad folk har sagt til dig, så er du ønsket & elsket. Specielt af din mor, Laisa. Hun elskede dig højere end noget andet. Jeg har – i min fritid – haft mulighed for at besøge vores gamle hjem (adressen står på bagsiden af brevet her, hvis ikke du kan huske den). Jeg fandt en del ting til dig. Jeg havde en fornemmelse af, at vi nok skulle mødes igen – på den eller anden måde. Tingene ligger begravet i haven under Sakura-kirsebærtræet, du skal nok finde dem. Jeg har fundet mors bryllupskjole og hendes natkjole. Jeg tænkte, at du nok gerne ville have dem. Jeg har også fundet de ting, som du aldrig nåede at få med dig videre, selv om de tilhørte dig. Et babylyserødt tæppe (det, du fik til jul), og den medaljon, du skulle have haft af mor og far i julegave. Den er af sølv og hjerteformet, og dit – flotte – navn står udenpå i guld. Inde i den er der et familiebillede, bær det tæt på dit hjerte altid. Vi har aldrig forladt dig. Den sidste ting, du vil finde, er et fotoalbum. Det er lidt forkullet, men jeg synes, at du skulle have det.
Og søde, søde Ai. Du må ikke glemme, at du er elsket, okay? Mor elsker dig. Far elsker dig. Mallory elsker dig – og jeg elsker dig. Og vi vil alle følge dit liv fra oven og guide dig, okay, skattepige? Jeg ved du kan klare det. Du er aldrig alene. Kys og knus, Jess.”