Baggrundshistorie 

Ai vågnede kortvarigt og så rundt i det blændende hvide rum. Hendes blik faldt på en mærkelig, bippende maskine, som hun var tilkoblet til, hvorefter hendes øjne gled i igen, og det hele blev sort.

Da hun igen slog øjnene op, nogle timer efter, missede hun mod lyset. Der var så hvidt omkring hende… var hun i himlen? Hendes blik flakkede rundt i rummet, ind til de fik øje på Josh. 
”Hvordan går det?” spurgte han.
”Hvor er jeg?”
”Hospitalet. Jeg sagde jo, at du var slemt tilredt.”
”Hvor længe skal jeg være her?”
”Måske nogle uger.”
”Skal jeg være alene?”
”Du undgår mit spørgsmål.”
”Jeg har det ikke så godt.”
”Hvorfor løj du?” 
”Jeg ved det ikke.”
”Hvad skete der?”
”… Jeg ved det ikke.”

”Undskyld,” hviskede hun. 

Efter flere mislykkede forsøg på at få Ai til at sige noget om, hvad der var sket, rejste Josh sig. 
”Jeg kan ikke være her, når du lyver overfor mig, Ai.”
Han begyndte at gå, og Ai gav sig til at græde, hvorefter hun greb fat i hans håndled og undskyldte. Ikke at grebet var særlig fast, næh, han vred sig hurtigt fri af hende igen, og forklarede hende igen, at han ikke ville være med hende, når hun ikke fortalte ham sandheden. 
Hun græd, han gik for alvor, og forsvandt ud af lokalet. 
Ai kaldte fortvivlet på ham og undskyldte mindst hundrede gange.
Men døren var lukket i, og han ville ikke komme tilbage. Hun stirrede på den lukket dør, mens hun græd og mumlede skiftevis ”kom tilbage” og ”undskyld”.

Efter mange timer, faldt hun endelig til ro, og lod øjnene glide i og faldt i en dyb, tiltrængt søvn. Maridtene begyndte igen. 

Ai lå på hospitalet i nogle uger. Der var flere nætter, hvor hun vågnede skrigende op om morgenen, eller hvor hun ikke faldt i søvn om aftenen, eller hvor hun bare generelt vågnede hver time. Det var et helvede, for hun var lige angst hver gang, men der var ikke noget, sygeplejerskerne kunne gøre ved det.

Hun blev senere udskrevet, da hun var ved at være rask igen, og hun kom op fra sengen og smilede lidt for sig selv, hvorefter hun satte kurs mod Kings Cross. 
Lidt senere sad hun i Hogwarts-Express-toget, på vej tilbage til skolen. 

Ai fortalte aldrig nogen om, hvad der skete, mens hun var af sted. Hun holdt det for sig selv, og talte aldrig om de rædsler, der havde fundet sted, selv om hun havde brug for at komme ud med det. 
Men hun lærte at lægge det bag sig og stoppe mareridtene. I undertiden glemte hun helt nogle af de ting, der havde fundet sted, men af og til sker der ting, der trigger hendes hukommelse til at huske…